Fitness-krig optrappes
Lavpriskæde åbner sit første center i Aarhus
Efter at have søgt efter lokaler i tre år åbner lavpriskæden Fresh Fitness sit første center i Aarhus.
- Vi har fået utrolig mange henvendelser fra folk der gerne vil træne hos os i Aarhus, og vi har ledt med lys og lygte efter lokaler siden 2010. Derfor er vi rigtig glade for at kunne melde vores første åbning i Aarhus ud, siger kædens direktør og stifter Rasmus E. Ingerslev.
- Beliggenheden i krydset Skanderborgvej/Marselis Boulevard er optimal og giver os mulighed for at tilbyde alt det vi gerne vil til vores kommende medlemmer.
De første 500 personer, der melder sig ind hos Fresh Fitness, kan træne for 99 kr. pr måned. Dermed intensiveres fitness-krigen i Aarhus, hvor Fitness World også satser på lave priser. Fitness World har i forvejen otte centre.
Fresh Fitness åbner i Aarhus d. 1. marts. Leder af det nye center bliver Mickey Oliver, der er et kendt ansigt i det aarhusianske fitnessmiljø.