Fiskeriskole er populær

"Minna og Gunnar"-reklame har gjort Fiskeriskolen i Grenaa populær.

Først lærte de os, at der ikke er nogen ben i at spise fisk. Og nu har de fået danskerne overbevist om, at det ikke er så ringe endda at være fisker.

Det folkekære par Minna og Gunnar, der er kendt fra tv-reklamer på TV 2, har gjort fiskeriskolen i Grenaa populær. Skolen er den ene af landets to fiskeriskoler, og efter en stribe år med lav interesse har skolen i år fået fyldt samtlige stole.

Grenaa Fiskeriskole er overbevist om, at reklamespottet med Minna og Gunnar er årsag til skolens popularitet. Reklamen er lavet for Danmarks Fiskeriforening, og den fornyede interesse for at uddanne sig til fisker kommer på et vigtigt tidspunkt. En stor del af landets nuværende fiskere har passeret de 50 år, og derfor er det nødvendigt med nye hænder, der kan tage over.

I forbindelse med tv-reklamerne har Danmarks Fiskeriforening også lavet en hjemmeside med den brovtende Gunnar og den evigt smilende Minna. Den har adressen <A href="www.blivfisker.nu</A>" target="_blank">http://www.blivfisker.nu">www.blivfisker.nu</A> og har indtil videre haft 18.000 besøgende.

TV 2 / Østjylland har mere om den store interesse for Grenaa Fiskeriskole i aftenens udsendelser.