Fisker og Fall sænkede Odd
Sejr til Randers FC, mens Silkeborg IF tabte træningskamp mod Vejle
Onsdag var både Randers FC og Silkeborg IF ude at pudse formen af i træningskampe forud for foråret i Superligaen.
Randers FC er på træningslejr i Spanien i disse dage, og her mødte holdet Odd fra den bedste norske række i kamp, som østjyderne vandt med 2-1.
Sejren blev grundlagt i første halvleg, hvor Djiby Fall og Kasper Fisker begge scorede med blot et par minutters mellemrum.
- Jeg er meget positiv omkring første halvleg. Med hvordan vi spillede, flyttede bolden og vi kunne hurtigt have været foran med to. Djiby havde en stor chance og Fisker havde fine momenter, gode bevægelser og var uheldig med ikke at score tidligere. Vi havde kampen under kontrol i første halvleg, siger Colin Todd, der er cheftræner i Randers FC, til klubbens hjemmeside.
Randers-træneren er ikke kun tilfreds med de første 45 minutter, men roser holdets indsats i samtlige 90.
- Alt i alt var det gode 90 minutter. Og hvad der er endnu vigtigere er, at vi har snakket om spillernes fysiske niveau i træningslejren. Noget helt andet er deres form i kamp i 90 minutter. Vi fik spillere igennem 90 minutter, og det er vigtigt for mig at se, at spillere, der spiller 90 minutter, ikke er helt hvor de skal være endnu, siger Colin Todd.
Silkeborg IF mødte på Søholdt Vejle fra landets næstbedste række, men her blev det til et nederlag på 3-2 til silkeborgenserne.
Silkeborg IF var bagud 2-0 ved pausen, men i anden halvleg reducerede Frank Hansen efter små ti minutter. 2-2 blev det få minutter senere, da Simon Jakobsen efter et hjørnespark headede Silkeborg IF tilbage i kampen.
Vejles Joan Simun Edmundsson ville det anderledes, og med sin anden scoring i kampen sikrede han Vejle sejren fem minutter før tid.