Randers-profil: De andre hold kommer buldrende
Randers FC's slutspilsplads synes efterhånden mindre og mindre sikker. Med seks nederlag på stribe ånder forfølgerne for alvor kronjyderne i nakken
Med fredagens 0-2-nederlag til FC Midtjylland risikerer Randers at ligge på sjettepladsen, når denne runde er omme og samtidig være inden for seriøs rækkevidde for holdene placeret umiddelbart under dem.
Den mod slutningen af efteråret ellers så sikre plads i medaljespillet er nu knap så sikker. Og selvom Randers-spillerne mærker konkurrencen, så er de fortrøstningsfulde.
- Når man taber så mange kampe i træk, så kommer de andre hold buldrende. Det er selvfølgelig sjovest at vinde, men vi er klar til at tage udfordringen op. Nu er der meget spænding omkring det, og indtil videre ligger vi stadigvæk i top 6, lød det efter kampen fra Kasper Fisker til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Læs også
0-2-nederlaget var det sjette i træk og det andet på fem dage. Når runden er omme, kan Sønderjyske have passeret Randers FC på femtepladsen, med AaB á point med kronjyderne på syvendepladsen.
Trods den dårlige stime mener Kasper Fisker, at spillerne formåede at holde fokus.
- Jeg syntes, vi viser i dag, at vi kunne abstrahere fra det. Det er klart, at når vi taber 2-0 på hjemmebane, så viser vi det ikke i forhold til resultatet, men med indstillingen og den måde, vi skaber chancer på, så kan vi godt abstrahere fra det.
Efter mandagens nederlag til OB afholdt spillerne møde om deres manglende indstilling. Den del var der dog rettet op på til kampen mod Midtjylland.
Læs også
- Nej, den kan vi ikke klage over i dag, lyder det klare svar fra Kasper Fisker, der bakkes op af cheftræner Ólafur Kristjánsson.
- Jeg kan ikke klage over indstillingen og attituden i kampen i dag. Det synes jeg var helt i orden, lød det fra cheftræneren efter kampen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Skal klemme balderne sammen
Det, der derimod ikke var helt i orden ifølge Ólafur Kristjánsson, var skarpheden foran mål.
- Hvis man skærer det ud i pap, så får vi jo skabt kæmpestore chancer i første halvleg, men får ikke sat bolden i kassen. Og som i alle andre kampe, så ændrer mål fodboldkampe. Og vi skal til at klemme balderne sammen i forhold til skarphed og kvalitet, når vi kommer ind i felterne.
Ólafur Kristjánsson forsøgte sig med en lidt anderledes konstellation i fredagens kamp, hvor han stillede op i en 4-5-1-formation med Kasper Fisker som en offensiv midt i "smørhullet" foran Joni Kauko og Kasper Enghardt på den centrale midtbane.
- De har fat i meget og sætter gang i meget. Det kan godt være, det ikke lykkes, når vi ikke trækker noget ud af det, men tegningen var der, og det er det, vi skal blive ved med at arbejde på, sagde han efter kampen.
Randers FC gæster i næste runde Silkeborg, der er en af bejlerne til randrusianernes plads i den øverste halvdel.