Fisk døde af slukningsvand

Storbrand gav iltmangel i Egåen

I forbindelse med branden, der startede i går, og som stadig ulmer, i en lagerhal på Lystrupvej, er cirka 50 fisk døde som følge af, at slukningsvand fra branden er løbet ud i Egåen.

Til at slukke branden har brandvæsnet blandt andet brugt vand fra Egåen, men en del af vandet er løbet tilbage i Egåen, hvori der begyndte at mangle ilt for fiskene.

- Ved større brande er slukningsvand altid et problem, siger Lars Spring, der er miljøvagt hos Aarhus Kommune til TV 2 | ØSTJYLLAND.

For at afhjælpe problemet er der blevet lukket op for strømmen af frisk vand fra Egå Engsø til selve Egåen, mens slukningsvandet i Egåen er blevet pumpet ud i havet.

- Det har vi gjort for at stoppe fiskedøden, og for at sikre, at der var nok slukningsvand, siger Lars Spring.

Der skulle altså nu igen være styr på vandsituationen i Egåen.