Fire unge taget på fersk gerning
Forsøgte at flygte med smykker og medicin
Fire unge mænd blev mandag anholdt og sigtet for indbrud i det vestlige Aarhus.
Østjyllands Politi modtog ved 20-tiden en anmeldelse om et indbrud på Spættevej.
- Vidner havde set nogle unge mænd sætte en skraldespand hen under en altan til en lejlighed i stueetagen. Vi sender en patrulje af sted, mens vidnerne fortsat holder øje med gerningsmændene, siger politiassistent Marianne Morgen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Politiet kunne kort tid efter anholde fire unge mænd.
- Vi satte ind på begge sider af bygningen - og kunne først anholde en 17-årig, der stod vagt ved opgangen. Herefter en 18-årig, der forsøgte af flygte på bagsiden af ejendommen, siger Marianne Morgen.
De sidste to gerningsmænd blev anholdt øverst oppe i ejendommens opgang. Fra lejligheden havde de stjålet smykker og medicin.
Alle fire gerningsmænd er fra Aarhus.