Fire unge mænd blev anholdt og tvunget til session
Man slipper ikke godt fra at udeblive fra session flere gange. Det signalerede Østjyllands Politi tirsdag i en indsats, hvor fire unge mænd blev anholdt
Bliver man indkaldt til session i sin e-boks, så kan det være en god idé at læse beskeden og dukke op.
I hvert fald erfarede fire unge mænd fra Østjylland tirsdag, at det har konsekvenser at udeblive.
Østjyllands Politi anholdt tirsdag de unge mænd, der tre gange ikke var dukket op til session. Det skete i en indsats, der begyndte tidligt om morgenen, hvor politiet besøgte flere adresser i Østjylland.
Læs også
De blev efterfølgende kørt til Aalborg, hvor de blev fremstillet til session.
- Vi opfordrer til, at man holder øje med sin e-boks, så vi undgår det her, siger Hans Henrik Bagger, der er fungerende politikommisær, til TV2 ØSTJYLLAND.
Inden man bliver efterlyst og anholdt til session, får man tilsendt to bødeforlæg. Den første gang, man udebliver, får man en bøde på 1.000 kr. Derefter får man endnu en indkaldelse, og hvis man udebliver fra den, får man en bøde på 2.000 kr.
Læs også
Til sidst kommer politiet på besøg, og så får man altså et tvunget lift til session.
Østjyllands Politi planlægger en lignende indsats inden for den nærmeste fremtid.