Fire unge fængslet efter groft overfald på 18-årig i skov
Fire unge skal have slået 18-årig kvinde gentagne gange med et baseballbat.
Fire unge, der er sigtet for grov vold og trusler mod en 18-årig kvinde, er torsdag blevet varetægtsfængslet i fire uger i Retten i Randers.
Det oplyser Østjyllands Politi via Twitter.
De fængslede er en 16-årig dreng, en 17-årig pige og to 16-årige piger - alle fra Randers.
De fire unge har ifølge Østjyllands Politi slået den 18-årige kvinde gentagne gange med et baseballbat, ligesom de skal have knust en flaske i baghovedet på den unge kvinde.
De fire unge er desuden sigtet for at have truet den 18-årige til ikke at fortælle nogen om overfaldet.
Overfaldet fandt sted i en skov mellem Auning og Allingåbro på Norddjurs omkring klokken 19.30 mandag. Den 18-årige kvinde blev efter overfaldet behandlet på skadestuen.
To af de fire sigtede, den 16-årige dreng og en 17-årig pige, erkendte at have deltaget i overfaldet. De to andre piger nægtede sig skyldige.