Fire uheld på en time lammer fredagstrafikken på E45
Der er massiv kø i både syd- og nordgående retning på E45 ved Horsens Nord – helt spærret i sydgående retning
Opdatering: Der er åbnet et enkelt spor i sydgående retning.
Der er sket intet mindre end fire uheld inden for ganske få hundrede meter indenfor den seneste time omkring Horsens Nord-afkørslen på E45.
Det oplyser Sydøstjyllands Politi til TV2 ØSTYJLLAND.
Først skete der uheld lidt før og efter afkørslen, og for ganske kort tid siden skete der så endnu et uheld i nordgående retning lige omkring afkørslen ved Horsens Nord.
Flere færdselsuheld på Østjyske motorvej i nordgående retning ved Horsens nord. 1. vognbane spærret. Kør forsigtigt.
— SydøstjyllandsPoliti (@SydOjylPoliti) 28. april 2017
- Der er en enkelt med nakkesmerter, og vi har sendt en ambulance, siger vagtchefen til TV2 ØSTJYLLAND.
Desværre er der så sket det, at uheldene har skabt kigge-kø i sydgående retning, og det er gået galt. To biler har været uopmærksomme og er stødt sammen, og det har givet et oliespild, som lige nu spærrer motorvejen i sydgående retning i begge spor.
Læs også
- Det kommer til at tage lidt tid, og vi har en skiltevogn på stedet, der leder folk af motorvejen. Nogle gange sker det her, når det er fredag eftermiddag og køen pakker til – desværre, siger vagtchefen.
Han fortæller, at uheldene generelt er selvforskyldte, og han opfordrer folk til at opføre sig ordentligt i trafikken.
Det drejer sig om 2 mindre uheld i sydgående retning. Der er en del oliespild, så vi må desværre spærre motorvejen i sydgående retning.
— SydøstjyllandsPoliti (@SydOjylPoliti) 28. april 2017
- Desværre er vurderingen fra indsatslederen, at uheldene skyldes massiv fredagstrafik og så at folk kører for tæt – og det er ærgerligt, siger han.
Bortset fra den ene person, der klager over nakkesmerter, er der ikke meldinger om potentiel alvorlig tilskadekomst ved uheldene.