Fire teenagere sigtet for øltyveri

Dumme dråber. Stjal to kasser øl fra tank i Viby og blev taget af politiet

En flok teenagere var tilsyneladende blevet godt tørstige natten til torsdag og havde sat sig for at stjæle to kasser øl på en tankstation på Ormslevvej i Viby.

Østjyllands Politi modtog anmeldelsen som et overfald kl. 3.34. En patrulje kunne dog hurtigt konstatere, at der blot var tale om et tyveri, da de kom frem til tankstationen.

To unge mænd havde været inde i butikken, hvorfra de stjal to kasser øl. En tredje mand holdt samtidig døren åben for dem, så de hurtigt kunne komme ud fra butikken.

Herefter løb de tre mænd til en bil i nærheden, hvor en fjerde person holdt klar.

Bilen blev kort efter standset af patruljen og alle i bilen blev efterfølgende anholdt. Der var tale om tre mænd på 19 år og en mand på 18 år.

- De er alle fire sigtet for tyveri. De har alle medvirket til tyveriet, og så er det ligegyldigt, om man har båret kasserne med øl ud af butikken eller man har siddet i bilen, siger politikommissær hos Østjyllands Politi Vagn Martinussen til TV 2 | ØSTJYLLAND.

De fire unge mænd blev transporteret til politigården, hvor de bliver løsladt efter en afhøring.