Fire personer på hospitalet efter brand i Randers
Fire personer er sendt til tjek for røgforgiftning efter en stor brand på Vølundsvej i Randers
Opdateret klokken 21.43.
Beredskab og Sikkerhed Randers har haft noget af en opgave på hånden her til aften, da der opstod brand i en opgang på Vølundsvej i Randers NV.
- Vi måtte redde to mennesker ud, og der er i alt fire, der er sendt til observation på hospitalet for mulig røgforgiftning, siger beredskabsinspektør Christian Nøddelund til TV2 ØSTJYLLAND.
Læs også
Det vides endnu ikke, hvordan branden er opstået, men en enkelt lejlighed er helt udbrændt. Samtidig er de syv øvrige lejligheder i opgangen sod- og røgskadede, og derfor er der en række personer, der skal genhuses over julen.
Østjyllands Politi har anholdt en 51-årig kvinde i forbindelse med branden, skriver Ritzau. Der er ingen meldinger om, hvad baggrunden for anholdelsen er.
Det er ikke kun mennesker, der har været i fare i forbindelse med branden. Beredskab og Sikkerhed har reddet tre katte i sikkerhed fra branden, men der er stadig en på fri fod.
Læs også
- Vi har reddet tre katte også, og så har vi en kat, der løber rundt på taget, og vi kan ikke rigtig fange den, så den slås vi lidt med. Vi bruger de sidste kræfter på at redde den her kat, og så kører vi snart, siger Christian Nøddelund.
Det vides ikke, om de fire indlagte personer er kommet noget alvorligt til.