Fire østjyske områder er stadig på ghettolisten

Regeringens liste over ghettoområder er skrumpet siden sidste år, men i Østjylland er intet forandret

Gellerupparken i Aarhus.

Regeringen har i dag udgivet deres liste over ghettoområder i Danmark.

Listen udgør boligområder, der opfylder tre ud af fem kriterier. Kriterierne omhandler arbejdsløshed, etnicitet, kriminalitet, uddannelse og indkomst hos beboerne i området på mindst 1000 indbyggere.

I Aarhus er områderne Bispehaven, Gellerupparken og Skovgårdsparken på listen. I Horsens er Sundparken på listen.

Læs også I Gellerupparken håber man at ghettolisten forsvinder

Det er de samme områder, som også lå på listen sidste år. 

- Det er ikke overraskende for mig, at Gellerupparken/Toveshøj står på listen. Der er jo nogle sociale udfordringer i området, som gør, at vi er i gang med en stor helhedsplan. Men det er overraskende for mig, at Skovgårdsparken igen står på listen, fordi det er et nyrenoveret område med venteliste og et stærkt beboerdemokrati, siger Keld Laursen, der er administrerende direktør i Brabrand Boligforening, og han uddyber:

- Aarhus Kommune laver også en liste over bolig-sociale områder, og ser man på den, er der ingen problemer i Skovgårdsparken. Der ligger den nummer 33 ud af 40 på listen.​

Bedre end nogensinde

På landsplan er listen skrumpet. Fem områder er fjernet, mens to er kommet på listen, oplyser Transport-, Bygnings- og Boligministeriet.

Antallet af boligområder på listen er det laveste, siden listen blev oprettet i 2010. Der blev dog tilføjet to nye kriterier i 2013.

01:09

Keld Albrechtsen fra Brabrand Boligforening fortalte sidste år, hvordan det er at ligge på listen.

Luk video

Ifølge Transport-, Bygnings- og Boligministeriet skyldes faldet i antallet af boligområder på listen en nedgang i antallet af dømte, der bor i de pågældende områder.

Lang vej for Gellerup

Ifølge Keld Laursen har Brabrand Boligforening ikke tænkt sig at søge midler fra Landsbyggefonden til at forbedre Skovgårdsparken, da de som nævnt ikke mener, at de har nogen problemer.

- Der er andre steder, der har mere brug for de penge, siger han.

Læs også - Helhedsplan bliver succesfuld

 I forhold til Gellerupparken, så forventer han ikke, at den ryger af listen lige foreløbig.

- Det er en lang sej indsats at bryde den negative sociale arv, og det bliver nok ikke i 2018, at vi gør det i Gellerupparken/Toveshøj. Jeg tror dog, at det vi har gang i vil bidrage, men jeg vil ikke spå om, hvor hurtigt vi kommer af ghettolisten, siger administrerende direktør, Keld Laursen.

FAKTA OM ØSTJYSKE GHETTOOMRÅDER:

Bispehaven, Aarhus: 

Beboere: 2256 
46,5 procent er uden for arbejdsmarkedet
67 procent har ikke-vestlig baggrund
2,42 er tidligere dømt
51,3 procent har kun grundskole-uddannelse
58,3 procent tjener under landsgennemsnittet

Skovgårdsparken, Aarhus:

Beboere: 1437
41,4 procent er uden for arbejdsmarkedet
68,4 procent har ikke-vestlig baggrund
1,45 procent er tidligere dømt 
51,4 procent har kun grundskole-uddannelse
61,7 procent tjener under landsgennemsnittet

Gellerupparken/Toveshøj Aarhus

Beboere: 5874
52,9 procent er uden for arbejdsmarkedet
79,6 procent har ikke vestlig baggrund  
3,43 procent er tidligere dømt
59,5 procent har kun grundskole-uddannelse
55,0 procent tjener under landsgennemsnittet

Sundparken Horsens

Beboere:1482
54,8 procent er uden for arbejdsmarkedet 
69,0 procent har ikke vestlig baggrund
1,78 procent er tidligere dømt
61,6 procent har kun grundskole-uddannelse
56,8 procent tjener under landsgennemsnittet