Fire mio. kr. til Hammel
Ministerium giver penge til byfornyelse
Midtbyen i Hammel trænger til en ansigtsløftning. Det var derfor en glad borgmester, der i dag fik besked om, at Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter har besluttet at give fire millioner kroner til forskønnelse af byen.
- Jeg er glad for, at Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter har anerkendt, at Hammel midtby har behov for en modernisering. Det er vanskeligt for os som kommune at skulle løfte den økonomiske del alene, så tilskuddet er en stor hjælp på vejen til at skabe en moderne midtby til støtte for handels- og bylivet, siger Nils Borring (A) i en pressemeddelelse.
Arbejdet er i gang
Favrskov Kommune er allerede i gang med planerne om at give Hammel et løft. Kommunen arbejder lige nu på en masterplan for området omkring pålægsfabrikken Delika. Også byens gader og torve skal have et løft og flere bygninger skal renoveres.
Inden 1.april 2014 skal der ligge en færdig plan for hele byfornyelsen klar, før ministeriet vil frigive de fire millioner. Desuden skal Favrskov Kommune selv give minimum otte millioner kroner til byfornyelsen.
Det er dog ikke noget problem, forsikrer borgmesteren.
- Vi har allerede investeret knap 35 millioner kroner i opkøb af bygninger i Hammel, og byrådet har sat penge af til byfornyelse og til et midtbyprojekt af samme omfang som det, der netop nu er i gang i Hadsten. Et af de næste skridt er at få borgerne med i planlægningen, for selvfølgelig skal vi inddrage de mennesker, der skal bo og arbejde i de områder, der skal fornys, forklarer Nils Borring.
De første fysiske ændringer i Hammel midtby vil tidligst kunne ses i slutningen af 2014.