Fire mænd sigtet for møbeltyveri
Politiet afhører i øjeblikket fire mænd i forbindelse med et indbrud i en møbelforretning i Århus Vest.
Fire mænd skal forklare Østjyllands Politi, hvordan designermøbler med en værdi på den gode side af 100.000 kroner er kommet i deres besiddelse.
De fire mænd, der er i alderen 19 til 25 år, blev tidligt i morges anholdt i en personbil i nærheden af møbelforretningen, hvor der var blevet stjålet adskillige møbler af væsentlig kvalitet.
Der var ingen tyvekoster i bilen, men politiet havde mere held på en adresse med forbindelse til de fire personer.
Her fandt man møblerne, der har en ganske betydelig markedspris.
Formiddagen må de fire unge mænd nu tilbringe i selskab med politiet på stationen i Århus, hvor de afhøres.
Politiet vil derefter tage stilling til, om de skal fremstilles i grundlovsforhør.