Fire mænd røvede 7-Eleven med trækæp, støvsugerrør og 'pistol'
Politiet hører gerne fra vidner, der har set de fire gerningsmænd eller har oplysninger i sagen
Natten til lørdag blev en 7-Eleven-butik i Aarhus udsat for et røveri.
Klokken 03:23 gik fire maskerede mænd ind i butikken på Frederiks Allé i den centrale del af Aarhus i bydelen Frederiksbjerg.
Læs også
Her truede de ekspedienten, en 21-årig mand, med en 'pistollignende genstand', en trækæp og et støvsugerrør til at udlevere penge fra kassen.
- Vi er i gang med at efterforske sagen, og det indebærer blandt andet, at vi har noget overvågningsvideo, vi skal lave en nærmere gennemgang af, siger Peter Hunniche, vagtchef ved Østjyllands Politi.
Læs også
Han fortæller, at det er uvist, hvilken retning de fire gerningsmænd stak af i efterfølgende.
- Vi vil meget gerne høre fra vidner, der har set de fire gerningsmænd, eller fra personer med oplysninger i sagen, siger vagtchefen.
Har du set noget?
Signalement af røverne
De fire gerningsmænd beskrives alle som værende mænd mellem 20 og 25 år gamle.
A: Cirka180 centimeter høj, maskeret omkring ansigtet. Han bar handsker.
B: Cirka 180 centimeter høj, maskeret med grå skihue. han var iført en sort jakke og have mørke handsker på.
C: Cirka 170 centimeter høj, maskeret, iført grøn og grå jakke samt handsker.
D: Cirka 175-180 centimeter høj, maskeret med sort skimaske og iført en lys vinterjakke.