Fire litauere sigtet for drab
Tirsdag aften blev de fire udenlanske mænd fremstillet i Grundlovsforhør i Horsens. Alle er unge mænd i alderen 18 til 21 år.
Kort efter midnat tirsdag anholdt Sydøstjyllands Politi yderligere to unge mænd fra Litauen på henholdsvis 18 og 21 år. I forvejen tilbageholder politiet to andre mænd fra Litauen der på selve drabsdagen blev stoppet vest for Århus i en sort BMW stationcar.
"Vi stadig på jagt efter flere oplysninger i sagen og det er for tidligt at sige om de fire personer er dem der står bag drabet på Karsten Nørgaard," siger efterforskningsleder Peter Krogh fra Sydøstjyllands Politi til TV2 | ØSTJYLLAND tirsdag aften.
BMW efterlyst
Sydøstjyllands Politi valgte mandag at efterlyse oplysninger fra borgerne omkring den sorte BMW, på trods af at de allerede havde begge passagere og køretøjet i deres varetægt. Det skyldes i følge TV2 | ØSTJYLLANDS oplysninger, at efterforskerne ønskede at få flere oplysninger om køretøjets færden i området ved Storringvej, hvor den 76-årige Karsten Nørgaard blev dræbt. De to mænd fra Litauen der var i den sorte BMW 525, var henholdsvis 19 og 20 år. Begge blev tilbageholdt for brud på våbenloven, da politiet fandt en peberspray i bilen.
Stoppet i Sønderjylland
Politiets efterforskning har vist, at to andre mænd i en VW Passat er set sammen med de to personer fra den beslaglagte BMW. Derfor var det et gennembrud i efterforskningen, da Sydøstjyllands Politi omkring midnat - natten til tirsdag - kunne anholde yderligere to mænd på 18 og 21 år, der stadig kørte i Passaten i Sønderjylland.
"Jeg skal understrege at det kun en er en kraftig mistanke som vi har. Nu må vi se hvad dommeren siger," siger efterforskningsleder Peter Krogh fra Sydøstjyllands Politi.
Politiet kunne tirsdag aften ikke oplyse om man har fundet genstande hos de fire sigtede der koder dem sammen med gerningsstedet i Skovby. Det skyldes blandt andet, at politiet ikke har endeligt overblik over hvilke ting der mangler fra hjemmet på Storringvej.
Politiet har fået stor hjælp fra befolkningen for at opklare sagen. I alt har efterforskerne fået tæt på 500 henvendelser. Heraf kom de 200 alene tirsdag.
Politiet har tidligere oplyst, at gerningsmændene er de samme, som i august stjal geværer og kreditkort fra parret. Våbnene blev fundet på den flugtrute, som røverne i følge politiet brugte både efter drabet og efter indbruddet i august.