Fire drenge idømt fængsel i Ry-sagen

Retten i Horsens idømmer to drenge i Ry-sagen fængsel i halvandet år, mens to andre idømmes et års fængsel

Fire drenge er torsdag eftermiddag fundet skyldige i at have kastet en flaske med brændende benzin mod en 16-årig dreng med afghansk baggrund.

Retten i Horsens har idømt to af drengene fængsel i halvandet år, mens de to andre idømmes et års fængsel. Dommene gøres delvist betinget.

Det betyder, at dommene på et år har en ubetinget del på fire måneder. De to andre domme har en ubetinget del på seks måneder.

Dommer Charlotte Hove Lasthein forklarer, at retten har lagt vægt på sagens grove karakter, og at der er tale om et angreb begået i forening.

Læs også Efter Ry-sagens anden dag: Vi havde håbet på løsladelse i dag

Drengene har siddet varetægtsfængslet i sagen i tre måneder, indtil de blev løsladt forleden.

De har alle nægtet sig skyldige.

De fire drenge har udbedt sig betænkningstid i forhold til, om de vil anke dommen.

Den skæbnesvangre episode fandt sted om aftenen den 6. februar nær Ry Hallen.

Under det seneste retsmøde i mandags fremlagde anklager Anna Holm Christensen sit krav om længden på den straf, hun mente, de fire drenge skulle have.

Halvandet års fængsel – hvoraf det ene år bliver betinget – lød hendes krav.

Forsvarsadvokaterne påstod stadig frifindelse af deres klienter i anklagen om at have kastet benzinbomben.

02:07

Her kan du se mere om Ry-sagen.

Luk video

RY-SAGEN

- 6. februar bliver en 16-årig dreng med afghansk baggrund angrebet af fire jævnaldrende drenge. De fire jævnaldrende kaster en antændt flaske med benzin ud over drengen

- Drengen bliver stærkt forbrændt fra livet og ned

- Den afghanske dreng går knap en kilometer hjem til familiens hus efter angrebet, hvorefter han straks bliver bragt til sygehuset

- Drengen bliver indlagt i kritisk tilstand, men er uden for livsfare

- Fire drenge fra Ry anholdes. De er alle etniske danskere

- De fire drenge bliver varetægtsfængslet i fire uger. De er sigtet efter straffelovens paragraf 245, der omhandler grov vold

- Drengene er i alderen 15-16 år, og grundet deres lave alder opholder de sig nu på lukkede ungdomsinstitutioner

- Skanderborgs borgmester, Jørgen Gaarde (S), har bedt om en redegørelse af forløbet

- Redegørelsen består af seks sider. Den blev offentliggjort onsdag 15. februar, og på baggrund af den blev der stillet yderligere spørgsmål fra byrådspolitikerne. 

- Anklagemyndigheden opgiver at rejse tiltale for drabsforsøg. I stedet hedder tiltalen grov vold under særligt skærpende omstændigheder. 

Kilder: Sydøstjyllands Politi, Skanderborg Kommune og Ritzau