Finhvalens hjerte skal skæres op i Århus

Det 175 kilo tunge hjerte fra den døde finhval fra Vejle Fjord befinder sig nu på Skejby Sygehus, hvor det skal undersøges af læger.

Begejstrede hjertelæger på Skejby Sygehus viste i dag det 175 kilo hvalhjerte frem.

Hjertet ligger lige nu i en tank fyldt med en formalin-opløsning. Opløsningen skal forhindre, at hjertet rådner.

Om en uges tid kan hjertelægerne så gå i gang med at undersøge hjertet. Og lægerne har store forventninger:

- Ved at undersøge Finhvalens hjerte kan vi få mere viden om, hvordan menneskehjertet fungerer. Vi ved ikke præcis, hvordan opbygningen af menneskets hjertemuskulatur virker, men ved at se på hvalen kan vi finde ud af, om vores teorier er korrekte, siger hjertelæge på Skejby Sygehus Morten Smerup til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Undersøgelserne af hvalen giver ikke viden, der kan bruges her og nu. Men ifølge hjertelægerne er de nye informationer med til at gøre lægerne klogere.

Se mere i tirsdagens nyhedsudsendelser på TV 2 | ØSTJYLLAND.