Kristian fra Horsens vinder X Factor 2019

Den unge horsensianer Kristian Kjærlund har fredag aften sejret i dette års udgave af X Factor.

Kristian Kjærlund fyrer den af under X Factor-finalen 2019 i Forum Horsens. Foto: Martin Sylvest - Ritzau Scanpix

Til stående klapsalver kunne Kristian Kjærlund fredag aften lade sig hylde som vinder af 2019-versionen af det populære sangprogram X Factor, der for første gang blev sendt på TV2.

Kristian Kjærlund og hans mentor i programmet, Thomas Blachman, tog sejren på Kristian Kjærlunds hjemmebane i Forum Horsens foran de to yngre konkurrenter Benjamin Rosenbohm og Live Vogel.

Læs også Robbie Williams kommer til Smukfest

Kristian Kjærlund sang i løbet af finaleaftenen det britiske rockband Arctic Monkeys hit ’Do I Wanna Know?’ og den new zealandske singer-songwriter Lordes ’Green Light’, som han fik stor ros for af de tre dommere.

Derudover sluttede Kristian Kjærlund aftenen med sin egen vindersang, der har fået titlen ’Lost & Profound’.

Kristian Kjærlund har salen i sin hule hånd under X Factor-finalen i Horsens Foto: Martin Sylvest - Ritzau Scanpix

Den 23-årige vinder har ud over æren vundet en pladekontrakt med Sony Music og spilletid på sommerens Skanderborg Festival, der er Danmarks næststørste festival og som for mange er kendt under kaldenavnet Smukfest.

Som en del af pladekontrakten venter der også Kristian Kjærlund et to-ugers ophold i et musikstudie på den spanske ø Ibiza, hvor han skal indspille musik med et professionelt team.

Kristians reaktion, da han blev råbt op som vinder af 'X Factor' 2019. Foto: TV 2

En rørt og stum vinder

Kristian Kjærlund var Blachmans deltager. I finalen slog den 23-årige østjyde Ankerstjernes unge solister, Benjamin Rosenbohm, der blev nummer to, og Live Køhn Vogel, som endte på sæsonens tredjeplads.

Det var en rørt og stum vinder, der modtog stor hyldelst fra de 3200 tilskuere, der fyldte salen. Sofie Linde konstaterede, at Kristian Kjærlund var "helt fra snøvsen" af glæde.

Læs også Bookmakere spår finalegyser i 'X Factor'

Vinderen var så mundlam, at han faktisk ikke sagde et ord på scenen, inden han gik i gang med at synge sin allersidste sang i 'X Factor'. Nemlig vindersangen 'Lost & Profound', som han gennemførte med blanke øjne og badet i guldkonfetti.

- Jeg har ikke vænnet mig til det endnu. Overhovedet ikke. Vi havde pisket en stemning op omkring, at Benjamin ville vinde. Så jeg fatter det ikke, lød det ifølge tv2.dk fra Kristian Kjærlund efter showet.