Filmprojekt til Aarhus 2017
Skal vise den midtjyske kreativitet
Tre historierige midtjyske væksthuse er gået sammen om at lave en dokumentarfilm.
Det er Den ny Maltfabrik i Ebeltoft, Fængslet i Horsens og Arsenalet i Viborg, der er gået sammen for at eksponere Midjyllands kreative hjørne til omverdnen - og nu er der kommet en økonomisk håndsrækning.
Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017 har givet 115.000 kroner til projektet. Dokumentaren kommer cirka til at koste 200.000 kroner i alt.
Alle tre parters bygninger blev bygget i midten af 1800-tallet. Filmen skal både fortælle om stedernes historie og fremtidige perspektiver.
Ifølge Kristian Krog, der er leder af Den ny Maltfabrik, er filmen halvvejs færdig. Den skal hjælpe parterne med at få nye internationale samarbejdspartnere.
- Vi vil gerne nå bredt ud - alt fra store EU projekter til mindre ting, som vi kan være med til at udvikle på og bygge op, fortæller han til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Filmen bliver vist første gang, når Aarhus 2017 holder udstilling i Ridehuset den 14-18. april.