Filmby får ny markant beboer

Deluca Film flytter ind i lokaler på havnen

De har produceret store tv-succeser, som har samlet danskerne foran tv-skærmene.

Senest har de slået igennem med julekalenderne Tvillingerne og Julemanden, og Ludvig og Julemanden.

Se: Gallapremiere på julekalender

Nu vil filmselskabet Deluca Film skabe endnu flere tv-serier og film, og det kommer i fremtiden til at ske fra Filmby Aarhus .

Virksomheden har nemlig valgt at rykke fra Viby til Aarhus Havn for at være helt tæt på det aarhusianske produktionsmiljø.

- Vi vil være en del af den dynamik, vi oplever i Filmbyen. Det handler om at være tæt på vores professionelle samarbejdspartnere og de nye talenter. Og så får vi glæde af både filmstudier og midtbyen, siger Morten Rasmussen, direktør i Deluca Film, i en pressemeddelelse.

Deluca Film blev etableret i Aarhus i 1995 og har i dag også en afdeling i København.

Selskabet har lavet både satire, tv-dokumentar, reklamefilm og spillefilm. De nye rammer i filmbyen skal være med til at skabe mere fleksible rammer, når den faste stab på 10 medarbejdere i perioder mangedobles under produktionen.