Fik tå knust i Tivoli Friheden

En gæst fik i weekenden en tå ødelagt i en ulykke i Tivoli Friheden i Århus.

En gæst i Tivoli Friheden i Århus mistede muligvis sin ene lilletå under en ulykke i forlystelsen Pegasus.

Ifølge Tivoli Frihedens administrerende direktør, Henrik Ragborg Olesen, fandt ulykken sted, mens gæsterne sad og ventede på at blive sendt op på en ny tur.

Flere af gæsterne hoppede og ned i spændt forventning om den forestående tur i forlystelsen, men desværre fik en 25-årig irsk kvinde, som havde bare tæer, sin ene lilletå ind under et jernbeslag, der er med til at holde gæsterne fastspændt i gondolen.

Kvinden kvæstede lilletåen så alvorligt, at hun blev afhentet i ambulance. Ifølge et øjenvidne, som TV 2 | ØSTJYLLAND har talt med, skulle en veninde til den 25-årige kvinde have fortalt, at lilletåen helt blev revet af.

I Tivoli Friheden har man ikke hørt fra den 25-årige kvinde siden ulykken. Direktør Henrik Ragborg Olesen afviser dog forlydenderne om, at tåen skulle være blevet kappet helt af ved ulykken.

Tivoli Friheden har mandag svejset nye beslag på gondolen. Dermed vil en lignende ulykke ikke kunne finde sted igen, fortæller direktør Henrik Ragborg Olesen til TV 2 | ØSTJYLLAND.