Fik et glimt af dronningen
Stor opmærksomhed omkring vagtskifte ved Marselisborg Slot
Klokken 12 her til middag mødte folk op foran Marselisborg Slot i Aarhus for at overvære Den Kongelige Livgardes vagtskifte.
Vagtskiftet sker hver dag på samme tidspunkt i den periode, at regentparret opholder sig på slottet.
Det er nemlig tilfældet i øjeblikket. Dronning Margrethe og prins Henrik er ankommet til byen for at deltage i den helt store fødselsdagsfejring i den kommende uge. På onsdag den 8. april bliver dronningen fejret i Aarhus i anledningen af sin 75 års fødselsdag.
Se også: Her er dronningens rute
Vibeke Rasmussen fra Aarhus var en af dem, som i dag overværede livgardens vagtskifte.
Til sin store overraskelse fik hun og de andre fremmødte samtidig et glimt af både dronningen og prinsgemalen, da de henholdvis ankom og kørte væk fra Marselisborg Slot:
- Så har vi jo lige været så heldige at se dronningen køre forbi, så det er jo også sjovt, siger Vibeke Rasmussen.
Det er tredje gang, at hun har oplevet vagtskiftet ved slottet. I dag blev oplevelsen kombineret med en gåtur i skoven for at nyde det dejlige påskevejr:
- Jeg synes, det er sjovt at komme forbi, når dronningen er her og se vagtskiftet, siger Vibeke Rasmussen.
Du kan se, hvordan det så ud, da regentparret kørte til og fra Marselisborg Slot i videoen øverst i artiklen. Her kan du også se vagtskiftet.