Fik den gyldne Sofus
Otteårige Sebastian reddede sin mor
Otteårige Sebastian Bach fra Allingåbro var stærkt medvirkende til, at hans mor overlevede en blodprop i hjernen.
Derfor har han netop modtaget Falck pris "Den gylne Sofus", som gives til et barn eller børn, som har gjort en særlig god gerning. Prisen er et samarbejde mellem Falck og Børneulykkesfonden.
Den 8. januar i år skulle Sebastian hentes i skolen af sin mor, men hun dukkede ikke op. Sebastian besluttede sig for at gå hjem selv. Men da han kommer hjem, er huset låst. Sebastian kigger gennem køkkenvinduet og kan gennem køkkenvinduet se sin mor ligge på gulvet. Han skaffer sig vej gennem carporten og får kontakt med sin mor, der er lammet, men ved bevidsthed. Hun har fået en blodprop i hjernen. Han løb derefter ind til sin nabo og sammen får de tilkaldt hjælp.
Det er Sebastian Bachs mormor, Gitte Nielsen, der har indstillet sit barnebarn til Den gyldne Sofus.
- Vi er stolte og glade for, at hun er i live, takket være Sebastians hurtige indsats, skriver Gitte Nielsen i sin indstilling.
Foruden statuetten får Sebastian Bach en Nintendo Wii, et spil og en hyggelig dag med far, mor og tre gode venner med frokost på Jensens Bøfhus og efterfølgende biograftur med sodavand og popcorn til alle.