Festnarkomaner søger behandling
Stadigt flere weekendmisbrugere søger hjælp i Århus. Det er især kokain og hash, som bliver brugt.
Danskere med et misbrug af for eksempel hash, kokain og ecstasy søger i højere grad end nogensinde behandling frivilligt, skriver Urban. Det er meldingen fra Københavns Amts Behandlingscenter for Stofbrugere, hvor de konstant har over 1.000 misbrugere i behandling.
Det skriver Urban.
Sådan lyder beskeden også fra Jylland og Fyn. På Center for Misbrugsbehandling i Århus har de i løbet af 2008 haft 820 misbrugere i behandling. Af dem har 46 procent hash som hovedstof og 10 procent kokain, siger afdelingsleder Jens Thomsen. Hos Rusmiddelcenter Odense beretter projektleder Torben Vangsted om samme tendens som den fra Århus
og hovedstaden.
Misbrugerne er oftest 15-30 år, og overvægten ligger hos dem, der har ingen, kortere eller en håndværksmæssig uddannelse, lyder det fra Torben Vangsted. Det oplever Jens Thomsen også i Århus:
- Der er en vældig social slagside. 70 procent af misbrugerne har ikke en kompetencegivende uddannelse. Aldersgennemsnittet er på 30 år. Men når det gælder hash og kokain, er de yngre, for det er de første ting, de prøver af, siger han.
Årsagen til stigningen af behandlingshungrende kokain- og hashmisbrugere er ifølge de tre centre flere. Jens Thomsen i Århus tror, at grunden til de flere misbrugere i frivillig behandling er den forbedrede behandling.
- Det skyldes dels, at der er behandlingstilbud, der virker, og jo flere der ved det, jo flere får vi i behandling. Og så er der sket et skift i behandlingen, så den ikke kun er rettet mod heroin, men også meget mere mod kokain og hash, siger han til Urban.