Festivalprogram er klar

Nye navne - og en aflysning til Smukfest

Så har Danmarks Smukkeste Festival offentliggjort det næsten færdige program for årets musikfestival i bøgeskoven ved Skanderborg.

En lang række nye navne er kommet på plakaten blandt andre Malk De Koijn og Dash Rip Rock.

Desuden er Hej Matematik klar med endnu mere "Party i provinsen", Morten Breum kommer, foruden Pretty Maids (der fejrer 30 års hårdt rockende jubilæum i år), Shaka Loveless, Pil & Liv, Tolsgaard & Pretzmann (med fornavnene Rune og Esben - to tredjedele af Drengene fra Angora og nu klar med et show i egne navne) og Specktors.

Festivalen beklager samtidig, at musikprogrammet er blevet ramt af en enkelt aflysning. Den amerikanske sangerinde/rapper Azealia Banks har måttet aflyse en stor del af sin sommertour for at gøre sit debutalbum færdigt.

- Vi arbejder på højtryk for at finde en fuldgod erstatning, lyder det i morgenens bulletin fra Smukfest.dk, hvor man kan se, hvilke dage, de enkelte artister optræder.

Smukfest 2012 afholdes fra 8. - 12. august 2012 med Live Camp warm up på Kærligheden fra 5. - 7. august.