Festival Tours drejer nøglen om
Rejseselskabet Festival Tours fra Harlev har begæret sig konkurs. Det betyder, at fem medarbejdere mister jobbet.
Fredag formiddag indgiver Festival Tours fra Harlev konkursbegæring. Det erfarer rejsemagasinet Take Off.
Firmaet har eksisteret i tolv år, og har især været kendt for at arrangere ture til Sydamerika.
Ifølge Take Off er cirka 100 rejsekunder for tiden på ferie med Festival Tours eller skulle have været af sted i weekenden. Rejsegarantifonden er blevet kontaktet af Festival Tours, og fonden prøver nu at hjælpe de berørte gæster.
- Vi er offer for denne forbandede finanskrise. Sidste halvdel af 2008 var en katastrofe for os med ekstrem købsmodstand i markedet. Selv om vi de seneste uger har set en stigning i salget, er vi stadig 20-30 % under samme tid sidste år. Vi opdagede nedgangen for sent; allerede i maj i fjor begyndte vi at mærke et vigende salg og manglende ved årets udgang tre mio. kr. i omsætning, siger Festival Tours direktør Peter Hilligsøe til Take Off.
Fem mister deres job i forbindelse med konkursen.