Festival skubbes til september

Mejlgade for Mangfoldighed holder flyttedag

Den populære festival i midten af Aarhus rykkes i år flere måneder.

Festen plejer at løbe af stablen i maj, men i år har arrangørerne bag gadefesten valgt rykke begivenheder til september.

- Vi har haft regnvejr de sidste par år, og det er en af årsagerne til, at vi rykker rundt på tingene, men der er også økonomiske overvejelser bag beslutningen, siger Jens Fick, sekretariatschef for festivalen, til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Han forklarer, at festivalen nu har bedre tid til at få finansieringen helt på plads.

Mejlgade for Mangfoldighed så dagens lys tilbage i 2005. Sidste år var der omkring 30.000 gæster til festivalen, men mange besøgende kunne dog ikke forhindre, at festen samlet set gav underskud.

Men det kommer ikke til at blive en dårligere fest i Mejlgade af, at festivalen hopper hen på den anden side af sommerferien, garanterer arrangørerne.

- Jeg er helt overbevist om, at vi får et stærkere program. Vi har længere tid til forberedelse nu, så til september kan vi præsentere en meget bedre festival, siger Jens Fick.

Præcis hvilken dato i september, der kommer til at danne rammerne for festivalen, er stadig en hemmelighed, men Jes Fick regner med, at offentliggøre den nye dato om et par måneder.