Festival siger nej til fulde børn

Danmarks Smukkeste Festival i Skanderborg vil sørge for, at de mindste festivalgæster holder sig ædru.

Der er ikke noget så grimt som fulde børn, mener man på Danmarks Smukkeste Festival i Skanderborg. Ud over at være imod narkotiske stoffer, vil festivalen i år også sikre, at de yngste deltagere får en god og ædruelig oplevelse.

- I fjor var der nogle historier fremme i pressen om berusede børn ved musikbegivenheder. Det vil vi bare ikke have her,« siger festivalens formand Kirsten Hansen til Jyllands-Posten.

Skanderborg Festivalklub har i forbindelse med den 27. udgave af festivalen i august etableret et hold 'socialarbejdere', hvis opgave blandt andet bliver at holde øje med festivalens børn.