Festival reddet: Regeringen dropper at fratage dem 375.000 kr

Hos Sølund Festivalen er der grund til glæde. Regeringen har droppet deres plan om at fjerne almennyttige foreningers momsfritagelse

00:39

Der er grund til begejstring hos Sølund Musik-Festival, der alligevel ikke står til at miste op mod 375.000 kroner fra næste år.

Verdens største musikfestival for udviklingshæmmede, Sølund Musik-Festival, stod indtil onsdag til en kæmpe økonomisk lussing, hvis regeringen fik sit finanslovsudspil for 2018 igennem.

Her var det nemlig foreslået at ændre reglerne for momskompensation til almennyttige foreninger – noget der ifølge festivalens egen vurdering ville koste dem op mod 375.000 kroners tilskud om året. 

Men onsdag oplyser skatteminister Karsten Lauritzen (V) til Ritzau, at spareplanen er droppet. 

Læs også Sølund kan miste formue på nyt udspil: Det truer vores fremtid

Det sker, efter at flere medlemmer af Venstres folketingsgruppe åbent har talt imod forslaget fra regeringen.

Og heller ikke regeringens støtteparti, Dansk Folkeparti, bakkede op om forslaget, der samlet ville koste foreningerne 155 millioner kroner i støtte.

Begejstring hos Sølund

Hos Sølund Musik-Festival kan man nu ånde lettet op, og det er en meget tilfreds talsmand, TV2 ØSTJYLLAND fangede onsdag aften. 

- Jeg er rigtig glad på 2200 medhjælperes vegne, som hvert år støtter op omkring det her projekt. Jeg er glad på en bestyrelses vegne, hvor der er 12 hårdtarbejdende mennesker, som hvert år lægger en masse fritid i det her, og så er jeg ikke mindst glad på 16.000 udviklingshæmmedes vegne, som hvert år gæster festivalen, siger Lasse Mortensen, der er talsmand for Sølund Musik-Festival. 

Læs også Sygehuskrav droppet: Betyder intet i Region Midtjylland

Det, man hos festivalen indtil onsdag har rystet på hovedet over, er, at regeringen har lagt op til, at momskompensationen skulle fjernes med nærmest øjeblikkelig virkning. Det ville betyde, at pengene manglede allerede til festivalen i 2018, hvortil budgettet allerede er lagt. 

- Det er jo en pulje, som vi kalkulere med. Jeg kunne bedre forstå, hvis de ville fase det ud, så vi havde nogle år til at vænne os til nogle nye vilkår, siger Lasse Mortensen. 

Penge skulle bruges til skattekontrol

Regeringens begrundelse for at sløjfe momskompensationen var, at for mange foreninger er kommet ind under ordningen.

Sølund Musik-Festival er verdens største musikfestival for udviklingshæmmede. Foto: Axel Schütt - Scanpix

Derfor foreslog regeringen at oprette en pulje på 67 millioner kroner, som de almene foreninger kunne søge i stedet for. Altså skulle spareplanen give cirka 100 millioner kroner årligt. 

De penge skulle bruges på mere skattekontrol, og de penge skal nu findes et andet sted, lyder det fra Karsten Lauritzen (V).

Læs også Talsmand for Sølund Musik-Festival: Vi er ovenud lykkelige

For talsmand Lasse Mortensen forekom regeringens planer besynderlige fra starten. 

- Det var jo en spand koldt vandt i hovedet at få for os, at vi stod i en situation, hvor man ville tage penge fra vores festival. At man kunne finde på at tage fra puljen til almen velgørende formål og bruge dem på at effektivisere skat, det forekom os meget mærkeligt, siger han.