Festival med rekordbudget
Smuk fest satser stort
Det koster at få store musiknavne som Prince, Kings of Leon og legendariske MC Hammer på plakaten, og det kan Skanderborg Festival mærke på udgifterne til dette års festival.
Her har man sat rekord i at spendere penge på musiknavne til festivalen.
- Vi nærmer os 30 millioner kroner i musikbudget, som er det største nogensinde her i skoven, forklarer talsmand Poul Martin Bonde.
På festivalkontoret er man dog tilfreds med det program, de cirka 30 millioner kroner foreløbig har kunnet købe.
- Det er om ikke det bedste, så et af de bedste programmer i festivalens historie. Vi er meget glade for de meget kraftige hovednavne, vi har med Kings of Leon og Prince. Men vi har også satset på at præsentere nogle ting, du ikke kan opleve alle mulige andre steder. Eksempelvis laver vi den eneste L.O.C.-koncert i denne sommer, siger Poul Martin Bonde.
Fire navne mangler endnu
Mandag præsenterede festivalen fire nye navne i form af Raske Penge & Klumben, Ane Trolle fra JaConfetti og Balstyrko, Figurines-forsangeren Christian Hjelm og electronic- og indiepopsangeren Rangleklods.
Festivalen mangler fortsat at booke de sidste fire navne, og her kan man ifølge talsmand Poul Martin Bonde godt sætte forventningerne relativt højt op.
- Det ene navn vil nok være i den lidt større afdeling, men om det er dansk eller internationalt er svært at sige. Det kommer meget an på, hvad bookerne får hjem. Men det er helt sikkert ikke i Prince-klassen, for der er budgettet ved at være brugt, siger han.
Danmarks Smukkeste Festival foregår i år fra 7. til 11. august.