Festival får kulturpris
Presset festival endte med et overskud
For anden gang på få måneder får den trængte Tunø Festival et skulderklap af Odder Kommune.
Da festivalen i foråret meddelte, at den havde problemer med at sælge billetter, besluttede Odder Kommune at give gratis færgebillet til alle festivaldeltagere.
Senere lykkedes det at sælge så mange billetter, at festivalen kunne afvikles med et overskud.
Den præstation har Odder Kommune nu valgt at belønne med årets kulturpris, som er på 10.000 kr. samt et værk af maleren Hanne Nyboe Bach.
Formanden for Tunø Festivalen, Jørn Kildall, er glad for, at det foreløbig er lykkedes at redde den pressede festival.
- Det har været som Tour de France. Vi lå lidt bagud på den flade, men da vi nåede foden af bjergene, gik vi op på den høje klinge. Nu er vi kommet i mål - og vi vandt. Det betyder bare, at vi gør det igen næste år!, siger han til oddernettet.dk.