Festival for det ældre publikum

Riverboat Jazz Festival jagter ikke længere de unge

01:57

1 af 2

I disse dage er der festival i Silkeborg med musik og kolde drikke. De ingredienser plejer normalt at kunne lokke mange unge til, men det gælder ikke for Riverboat Jazz Festival i Silkeborg.

De seneste år har festivalen prøvet at henvende sig mere til det yngre publikum, men det gør man ikke længere i samme udstrækning.

- Det med direkte at satse på noget, som ikke er jazz, men retter sig mod et yngre publikum, er vi gået væk fra, fordi der ikke er besøgende nok til det, siger Line Hougaard Dencker, der er festivalkoordinator på Riverboat Jazz Festival.

Det er 49. gang, at jazzfestivalen løber af stablen i byen, og efterhånden er man kommet til en erkendelse af, at interessen for jazzmusik måske er noget, der kommer med årene.

Se: Jazzer i fem dage

- Måske er vi ved at sande, at jazz er noget, man vokser sig til, og måske kommer man til at holde af jazz, når man bliver lidt ældre, siger Line Hougaard Dencker.

Men måske er der alligevel håb forude:

- Det vælter frem med unge jazzorkestre i Danmark, så lad os håbe, at de er medvirkende til, at der kommer flere unge til jazzkoncerterne, siger festivalkoordinatoren.

Riverboat Jazz Festival varer til og med søndag.

Du kan se mere om festivalen i tv-indslaget øverst på siden.