Festival bliver dobbelt så stor: Udvides med tre dage

De tre nye festivaldage skal gøre verden til et bedre sted.

Der plejer at være liv og glade dage, når Danmarks Grimmeste Festival løber af stablen. Foto: Danmarks Grimmeste Festival

Når Danmarks Grimmeste Festival i 2020 blænder op for musik og lejrliv for 17. år i træk, bliver den længere end normalt.

Festivalen udvider nemlig med tre dage, men det bliver ikke med musikken i højsædet.

Vi har en drøm om at skabe en bedre verden.

Trine Østergaard, GrimFest 

De tre første dage på festivalen er blevet dømt GrimMaker, og er en skaber- og iværksætterfestival, hvor deltagerne skal udvikle idéer med udgangspunkt i FNs 17 verdensmål.

- Vi har en drøm om at skabe en bedre verden. Deltagerne kommer sammen i teams og hver for sig, hvor de skal udvikle ideer indenfor blandt andet miljø og bæredygtighed. Der kommer også til at være talks med inspirerende mennesker, siger Trine Østergaard, der er kommunikationsansvarlig hos GrimFest, til TV2 ØSTJYLLAND. 

Det er deltagerne, der er hovednavnet.

Trine Østergaard, GrimFest 

Det lyder måske lidt fluffy, og Trine Østergaard ved heller ikke, hvad der konkret skal komme ud af de tre dages skaberfestival. 

- Det er deltagerne, der er hovednavnet, og det afhænger meget af dem, siger hun og fortsætter:

- Men tanken er, at det skal gå hen at blive så konkret, at der måske skal være en advokat tilstede, som kan hjælpe med at oprette virksomheder til folk med gode idéer. 

Som på mange andre festivaler er tun en hyppig spise på GrimFest. 

To slags billetter

Den samlede festival kommer altså til at vare seks dage i alt, men der er stadig muligt kun at deltage i de tre sidste dages musikfestival.

- Det kommer ikke til at være sådan, at man skal købe en samlet billet. Men vi håber, at der kommer til at være et naturligt flow fra GrimMaker over i GrimFest, hvor man har arbejdet i tre dage med sine idéer og så fejrer det med GrimFest, siger Trine Østergaard.

Læs også Midttrafik indsætter ekstra koncert- og festivalbusser

Hun fortæller, at succeskriteriet det første år er mellem 50 og 100 deltagere.

- Det bliver lidt mere højskoleagtigt med fællesspisning og sådan. På GrimHøjskolen, vores frivillige organisation, bor, spiser og lever folk på en højskoleagtig maner. Det er den ånd vi vil bringe videre.

Det nye initiativ bliver skudt i gang næste sommer - årets udgave af Danmarks Grimmeste Festival løber af stablen fra den 1.-3. august. 

VIDEO: På festivalens YouTube-kanal fortæller Trine Østergaard mere om GrimMaker.