Fest for flygtninge
Hotel City Sleep-In på Aarhus Havn var mandag vært for en fest for de flygtninge, man har haft boende
City Sleep-In på havnen i Aarhus huser i øjeblikket 15-20 flygtninge fra Syrien og Eritrea. Det er mennesker, der har fået asyl, men som venter på, at kommunen finder et mere permanent sted til dem.
Hotellet har haft flygtningen boende i en længere periode, og festen var både for nuværende og tidligere beboere på hotellet.
- Det har været rigtig spændende at møde dem. De fylder i vores omgivelser her på en meget, meget positiv måde. Det er de bedste gæster, vi nogensinde har haft, siger ejeren af Hotel City Sleep-In Poul Pablo Nørgaard til TV 2 | ØSTJYLLAND.
En af dem, der var med til festen, er Wael Fawaz Alsweif, der er flygtet fra Syrien. Han flygtede tilbage i august og tilbragte sine første uger i Danmark på hotellet, men han bor nu i en lejlighed i Tilst.
- Der er selvfølgelig startvanskeligheder, når man kommer uden at kende til forholdsreglerne, men man vænner sig til det. Det er et flot land og et dejligt land, siger han via sagsbehandler Hiva Sabir, der fungerede som tolk under interviewet.
Du kan se hele indslaget om festen for flygtningene i videoen øverst i artiklen.