Feriehuse hiver skatten op
Her skal man betale den højeste grundskyld
Norddjurs Kommune kæmper ligesom så mange andre kommuner med at tiltrække nye borgere.
På trods af den kamp er kommunen blandt de kommuner i Danmark, som har den højeste grundskyldspromille. Det vil sige, at nye tilflyttere skal betale mere i ejendomsskat end i for eksempel nabokommunerne Syddjurs og Randers.
Norddjurs topper listen over landets kommuner med en grundskyldspromille på 34, som er den højest mulige. Førstepladsen på listen bliver delt med syv andre jyske og sjællandske kommuner.
Ifølge Jens Meilvang fra Liberal Alliance, som er formand for Teknik- og Miljøudvalget i Norddjurs Kommune, er der en god grund til, at kommunen placerer sig i den høje ende af skalaen.
For hvis grundskyldspromillen, altså ejendomsskatten, var lavere, ville indkomstskatten tilsvarende være højere:
- Hvis det kommer dertil, så vil jeg hellere have en lavere indkomstskat end en lavere grundskyld. Det er bedre med lavere skat, siger Jens Meilvang til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Formålet med den høje grundskyldspromille er ikke kun at ramme kommunens borgere, men også at indkræve skat fra de mange sommerhusejere, som ikke nødvendigvis er bosat i kommunen:
- Vi synes, det er rimeligt, at folk med boliger også er med til at betale til veje og så videre. Særligt, fordi vi har rigtig mange sommerhusejere. På den måde er de også med til at bidrage, siger teknik- og miljøudvalgsformand Jens Meilvang.
For at imødekomme kommende boligejere eller folk, som har lyst til at bygge ud, har Norddjurs Kommune til gengæld valgt at fjerne afgiften på byggetilladelser fra 1. januar 2015.