Feriecenter udvider i Gjern
Feriecentret Danparcs i Gjern vil udvide golfbane og opføre 200 nye ferieboliger.
For kun to måneder siden indviede feriecentret Danparcs i Gjern et nyt, udvidet badeland.
Men dermed er det ikke slut med at ekspandere.
Ifølge Radio Silkeborg ønsker Danparcs at opføre 200 nye ferieboliger i tilknytning til en ny 27 hullers golfbane.
Golfbanen er i dag en ni hullers pay-and-play bane, men den bliver altså markant udvidet.
Desuden er der planer om at udbygge selve feriecentret med 3.000 kvadratmeter, så der bliver plads til indretning af butikker, restauranter og flere indendørs aktiviteter. På længere sigt skal det eksisterende badeland også udbygges med 2.400 kvadratmeter.
Det er nu op til politikerne i Gjern Kommune, om de vil give tilladelse til nybyggeriet.