Fem ton affald tjekket efter drab

Sydøstjyllands Politi har jagtet gerningsmændene til et drab i Horsens sidste år og ledt efter spor i affald og afhørt 150 personer

01:20

1 af 2

En 22-årig mand forblødte sidste år i marts, efter han blev stukket og snittet adskillige gange med kniv i en lejlighed i Horsens.

Den efterfølgende jagt på hans drabsmænd blev en længere, ildelugtende affære for efterforskerne.

Onsdag begynder sagen i Retten i Horsens, hvor to mænd er tiltalt for drab.

Se også: To mænd fængslet for drab

Der gik to måneder efter overfaldet på den 22-årige Ahmad Fouad Karimi, før politiet anholdt to mænd, som i dag er 25 år og 30 år, og sigtede dem for drabet.

Både offeret og de formodede gerningsmænd har afghansk baggrund.

Omfattende efterforskning

Efterforskningen har været omfattende, og for at finde gerningsvåbnet gennemrodede politiet og folk fra Beredskabsstyrelsen fem ton affald fra containere og skraldespande i kvarteret, hvor Ahmad Fouad Karimi blev dræbt.

- Vi havde en formodning om, at kniven kunne være smidt i en affaldsskakt i beboelsesområdet. Affaldet blev samlet ét sted, og det fik vi sikret, siger vicepolitiinspektør ved Sydøstjyllands Politi Carsten Thostrup.

8 til 10 folk gennemsøgte tonsvis af skrald i en lille uges tid, men denne del af opklaringsarbejdet førte dog ikke politiet tættere på gerningsmændene.

Se også: Ven til drab: En lettelse

- Vi fandt nogle knive af forskellig art, men ikke nogen, der kunne relateres til denne sag, siger Carsten Thostrup.

- Men affaldet var bare en lille del af efterforskningen.

- Der gik nogle måneder, før vi kunne anholde et par stykker og få dem fængslet. Og det gør jo, at man vender flere sten, når man skal finde ud af, hvad der er sket, siger han.

Omkring 150 mennesker er blevet afhørt i sagen. Politiet har opsøgt folk i nabolaget og har blandt andet brugt Twitter til at komme i kontakt med vidner og andre med oplysninger om sagen.

Sydøstjyllands Politi udsendte eksempelvis denne forespørgsel på Twitter, da de søgte efter spor i drabssagen:

"Ahmad blev stukket med kniv - set/fundet den i kvarteret Hybenvej, Sundvej eller tøj/handsker måske med blod? Ring 114"

- Det var første gang, vi brugte Twitter i decideret efterforskningsøjemed, siger Carsten Thostrup.

Der er afsat 11 retsdage til at behandle sagen, og dommen ventes afsagt 24. juni.

I videoen øverst på siden kan du høre Carsten Thostrup fortælle mere om sagen.