Fem sigtet i svindelsag
Købte privat ind for skoles penge
Fem personer er nu i alt blevet sigtet i sagen om svindel på Skanderborg-Odder Center for Uddannelse.
Det kom frem i dag, da Sydøstjyllands Politi fremlagde resultatet af den afsluttede efterforskning.
Sagen rullede i oktober sidste år. På et bestyrelsesmøde på skolen kom det frem, at revisorer havde mistanke om, at der på skolens regning var blevet købt elektronik og rejser for flere hundrede tusind kroner.
Dengang sigtede politiet tre ledende medarbejdere for svindel, og nu er altså i alt fem personer sigtet i sagen.
-I forbindelse med efterforskningen er vi kommet forbi nogle personer som i en eller anden grad har deltaget i det, der er foregået. To af dem har vi så valgt at sigte og det er ligeså meget for at sikre deres rettigheder i forbindelse med sagsbehandlingen, siger vicepolitinspektør Frits Kjeldsen fra Sydøstjyllands Politi til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Se et tv-indslag om sagen øverst på denne side.