Fem biler involveret i ulykke: Stor kø på motorvejen
En person er bragt på sygehuset, mens flere af de øvrige implicerede klager over nakkesmerter
Onsdag morgen kl 7.40 skete der et større harmonikasammenstød på motorvej E45 syd for Randers i sydgående retning. Her er fem biler kørt sammen, og dele af motorvejen er helt spærret.
- Det er muligt at køre forbi i det ene spor, men vi råder alligevel bilisterne til at dreje af ved afkørslen Sønder Borup og så på igen ved Hadsten, fortæller politiassistent hos Østjyllands Politi, Marianne Morgen, til tv2oj.dk.
Local Eyes har taget billeder efter uheldet, som du kan se flere på deres hjemmeside.
Ekstra rejsetid på motorvejen
Syv redningskøretøjer er efter sigende fremme på stedet, og der må påregnes op til 30 minutter længere rejsetid mellem Randers og Aarhus.
- Indtil videre ved vi ikke præcist, om der er sket alvorlig personskade i forbindelse med ulykken. En person er bragt på sygehuset, og flere andre klager over nakkesmerter, siger Marianne Morgen.
Flere af bilisterne sidder fastklemte efter uheldet, og derfor er Beredskab og Sikkerhed på stedet for at hjælpe folk ud og efterfølgende rydde op, så vejen igen er helt fri.
Du kan se video fra motorvejen øverst i artiklen. Den er optaget af Local Eyes. Billedet er taget af Laura Dahl Sterum.