Fem biler i glatføreuheld
Fem biler var fredag morgen involveret i et dramatisk glatføreuheld nord for Silkeborg.
Ikke færre end fem biler var ved fredag morgen involveret i et dramatisk glatføreuheld på Viborgvej nord for Silkeborg.
En 40-årig mand fra Hinnerup mistede ved 9-tiden kontrollen over sin varevogn, som skred ud og væltede om på taget. En 49-årig kvinde standsede straks sin bil for at yde førstehjælp, men netop som hun havde forladt bilen, blev den torpederet af en 21-årig kvindelig bilist fra Silkeborg.
Begge vejbaner var nu totalt blokkeret, og situationen blev ikke meget bedre, da en 37-årig mand kort efter kørte frontalt ind i bilerne.
Endelig kom en femte bil ført af en 27-årig kvinde fra Silkeborg kort efter kørende og skred ud i grøften.
I alt fire personer blev kørt til behandling på skadestuen, men ifølge vagthavende hos Silkeborg Politi kom ingen af dem alvorligt til skade.