Fem år ekstra til drabsmand fra Galten
Anklageren vil have lagt 50 procent oven i straf til rumænsk hovedmand.
Det er rumæneren Marius Birnescu selv der har anket sagen, efter at byretten idømte ham 10 års fængsel for et hjemmerøveri i Skovby ved Galten den 2. oktober 2008, der endte i et dødsfald, skriver P4 Østjylland.
Marius Birnescu er hovedmanden bag hjemmerøveriet, hvor den 76-årige Karsten Nørgaard blev slået ihjel, da fire rumænske mænd hoppede på hans brystkasse, til den brast sammen og den ældre mand døde af indre blødninger.
Normalt er 10 år den strengeste straf for vold med døden til følge. Alligevel vil anklager Peter Brøndt Jørgensen forlange mere.
- Hvis man synes, at der er tale om særdeles skærpende omstændigheder, kan man lægge 50 procent oven i strafferammen. Og det vil vi bede landsretten om at gøre, fortæller Peter Brøndt Jørgensen til P4 Østjylland.
Anklageren vil i landsretten også lægge vægt på, at der er tale om en udlænding, der er kommet til Danmark for at begå kriminalitet.