Fem anholdt udenfor TV-station
Fem unge mænd blev anholdt udenfor TV 2 | ØSTJYLLAND bare 20 minutter efter, de tilsyneladende havde begået indbrud i villa i Egå.
Klokken 12.04 så et vidne fem mænd, der var igang med at bryde ind i en villa på Åstrup Strandvej i Egå. Klokken 12.25 stod de fem mænd i håndjern på et gadehjørne i Skejby.
En kvik patrulje reagerede på det signalement af indbrudstyvene, som centralen havde sendt ud på radioen efter vidnets henvendelse, og kunne stoppe de fem mænd i en bil på hjørnet af Skejbygårdsvej og Randers i det nordlige Århus.
Anholdelsen fandt sted lige udenfor TV 2 | ØSTJYLLANDs bygning. De fem sigtes for indbrud, mens føreren af bilen desuden sigtes for at køre bil i narkopåvirket tilstand.
Politikommissær ved Østjyllands Politi Mogens Brøndum roser vidnet, der så de fem mænds indbrud:
- Vi har i den seneste tid oplevet, at folk er blevet rigtigt gode til at give politiet en melding, hvis de ser noget mistænkeligt. Det opfordrer vi selvfølgelig folk til at blive ved med.