Fejrer Jorn i fire dage
Byen fejrer Asger Jorns 100 års fødselsdag i fire dage
Museum Jorn i Silkeborg inviterer til fest i anledning af Asger Jorns 100 års fødselsdag med den, ifølge museet, mest ambitiøse udstilling i byens historie.
Flere end 80 forskellige kunstnere, heriblandt navne som Goya, Miró, Kandinsky, Picasso, de Kooninck, Ernst, og Pollock, deltager med over 500 værker.
Der er 14 dage til 100-året for Jorns fødsel, og museet har valgt at reklamere for fejringen med valgplakater rundt i byen. Det er imidlertid en Jorn udklædt som Marx og med slogans som "Lediggang er roden til kunsten", "Smil til verden og den vil grine ad dig".
- Vi vil gerne med denne optakt gøre opmærksom på, at Jorn ikke bare er en hyggelig pyntekunstner. Kunst kradser, og Jorn har stadig noget at sige i 2014. Udsagn, der sætter sig galt i halsen og som måske gør, at man tænker ekstra over noget, der virker selvfølgeligt i dagspressen og over kaffebordet. Vi håber selvfølgelig også, at plakaterne får folk til at huske, at Silkeborg fejrer 100-året, siger direktør ved Museum Jorn, Jacob Thage, i en pressemeddelelse.
Fejringen tager fire dage:
Fredag 28/2 kl. 15
Fernisering på "EXPO JORN - Kunst er fest!"
Lørdag 1/3
Udstillingen "EXPO JORN - Kunst er fest!" åbner. Omvisning af den amerikanske kunsthistoriker Karen Kurczynski som har været medkurator på udstillingen.
Søndag 2/3
Guldhorn og Lykkehjul i Silkeborg i samarbejde med Handelsilkeborg.
Mandag 3/3
Asger Jorn fylder 100 år. Det fejres på Museum Jorn med stor børnefødselsdag. 400 børnehavebørn kommer og slår katten af tønden.