Fejrer 115 år med teater i Aarhus

Aarhus Teater har 115 års jubilæum

01:25

1 af 2

I dag, tirsdag, er det 115 år siden, at Aarhus Teater åbnede dørene for publikum.

Huset blev bygget i 1900 og er tegnet af Hack Kampmann, der står bag flere store bygninger i Aarhus og omegn - for eksempel Marselisborg Slot og Stadsarkivet.

Og rammerne er stadig de samme i dag:

- Her og nu er huset up to date og kan køre i mange år frem, siger Aarhus Teaters direktør Hennings Kærsgaard til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Da Aarhus Teater skulle bygges, var det ikke en elitær idé. Det var noget, man var sammen om:

- Man oprettede simpelthen en aktieselskab, hvor byens borgere kunne købe aktier, og det var ikke aktier, der skulle give økonomisk afkast men kulturel og kunstnerisk afkast, forklarer Aarhus Teaters arkivar Marianne Phillipsen i en video, Aarhus Teater selv har lavet.

Aarhus Teaters direktør er ikke i tvivl om, at teatret vil leve videre i mange år endnu, men det er ikke sikkert, at det vil være de samme former for optrædener, man vil se:

- Det er svært for mig at sige, hvordan trenden vil være, når vi har 150 års jubilæum. Det er jo ikke sikkert, vi laver musicals eller teaterkoncerter, når vi har 150 års jubilæum. Tiden må jo vise, hvad der er oppe i tiden, siger Henning Kærsgaard.

Det første teaterstykke, der blev opført på Aarhus Teater, var Erasmus Montanus, skrevet af Ludvig Holberg. Det blev opført i september 1900.

Du kan komme tættere på Aarhus Teater i programmet De Skabte Østjylland, som du kan se nedenfor:

Øverst på siden kan du høre Henning Kærsgaard fortælle mere om, hvad Aarhus Teater skal gøre for at leve videre.