Fejl på bomme stoppede trafikken igen: - Det er skræmmende

En fejl på et bomanlæg ved Ringvejen i Grenaa spærrede al trafik søndag morgen. Det er anden gang det sker på kort tid, og det gør borgerne utrygge.

Det er anden weekend i træk, der er fejl på bomanlægget ved Ringvejen i Grenaa, og det skaber utryghed blandt borgerne. Foto: Jakob Bilde Gregersen

Her til morgen fik de morgenfriske trafikanter ved Ringvejen i Grenaa sat tålmodigheden på prøve.

En fejl på bomanlægget resulterede nemlig i, at bommene ikke gik op igen, efter første letbanetog kørte igennem byen omkring klokken 05:00.

Det er sørgeligt at tænke på, at vi ikke kan stole på sikkerheden, også med dødsulykken i Trustrup i mente.

Jakob Bilde Gregersen, Grenaa

I stedet blev bommene nede i en time og spærrede for al gennemkørsel ved det trafikerede kryds, som også kaldes for McDonald’s-krydset.

- Det er selvfølgelig beklageligt, og vi er meget glade for, at det skete en søndag og så tidligt på morgen. Havde det nu været mandag morgen, havde der jo været ramaskrig, siger direktør for Aarhus Letbane Michael Borre til TV2 ØSTJYLLAND.

Efter en time fik letbanens entreprenører repareret anlægget, og nu virker bommene igen.  

00:11

VIDEO: Jakob Bilder Gregersen bor meget tæt på overkørslen. Han vågnede søndag morgen ved at det blev ved med at larme. 

Luk video

Fejl anden weekend i træk

I sidste weekend var den også gal ved samme jernbaneoverkørsel. Her var det dog det modsatte, der skete. Bommene gik nemlig ikke ned, da letbanetoget skulle over overkørslen.

- Det er jo teknik, og det kan vi ikke altid regne med. Det kan sagtens være tilfældigt, nu hvor der er tale om to forskellige problemer, men fordi der er fejl på det samme anlæg to weekender i træk, kigger vi på problemet i morgen tidlig og tjekker op på, om der er en permanent fejl på anlægget, siger Michael Borre.

Læs også Efter dødsulykke: Nu er der bomme ved letbaneoverkørsel

Ifølge ham er der ingen grund til bekymring, når anlæggene ikke virker optimalt, da Letbanen har en klar procedure, som sikrer sikkerheden.

Han forklarer blandt andet, at når der er fejl på anlæggene, får letbaneførerne meldingen, inden de kommer til den pågældende overkørsel.

Ved tilfælde hvor bommene ikke går ned, stopper førerne derfor op og larmer med et tudehorn, inden de kører over, så bilisterne ved at, at toget kommer.

Skaber utryghed

Flere borger i og omkring Grenaa har efterfølgende givet udtryk for, at fejlene på bomanlægget ved Ringvejen gør dem utrygge.

Én af dem er Jakob Bilde Gregersen. Han bor meget tæt på overkørslen, og vågnede her til morgen. ved at det blev ved med at larme og blinke fra anlægget.

Læs også De sidste godkendelser i hus: Letbanen stopper nu på alle stationer

- Det er sørgeligt at tænke på, at vi ikke kan stole på sikkerheden, også med dødsulykken i Trustrup i mente. har de brugt så lang tid på at gøre klar, til at letbanen skulle komme, og så kører det ikke ordentligt. Det er lidt skræmmende, siger Jakob Bilde Gregersen til TV2 ØSTJYLLAND.

Ved denne overkørsel er der halvbommeanlæg, så selvom der er vigepligt, kan utålmodige bilister finde på at zigzagge over overkørslen, og så kan det blive rigtig farligt.

Michael Borre, direktør, Aarhus Letbane

Ifølge letbanedirektøren er det som så ikke farligt, når bommene bliver nede, men han anerkender, at det kan være irriterende for bilisterne, og at der også kan opstå farlige situationer.

- Ved denne overkørsel er der halvbommeanlæg, så selvom der er vigepligt, kan utålmodige bilister finde på at zigzagge over overkørslen, og så kan det blive rigtig farligt, siger direktøren.

I forbindelse med Banedanmarks opgradering af jernbaneoverkørsler er der netop sat et nyt jernbaneanlæg op ved netop denne overkørsel. Der er blandt andet sat bomme op ved cykelstien og fortovet.

Fra den 1. oktober er det helt slut med bom-løse overkørsler på banen mod Grenå. Her bliver alle letbaneoverkørsler uden bomme fremover enten nedlagt eller opgraderet til overkørsler med bomme.