Feilhaber klar til sæsonstart
AGF's amerikanske landsholdsspiller Benny Feilhaber når tilbage til Århus i god tid inden sæsonpremieren.
Benny Feilhaber var af mange anset for at være en spændende spiller, da han skiftede til AGF. Typisk AGF'skt har skader dog betydet, at århusianerne ikke har set alverdens til amerikaneren.
Men i løbet af foråret har han spillet flere kampe for de hvide, og han har også gjort en god figur i Confederations Cup i Sydafrika i juni. Her nåede U.S.A overraskende frem til finalen.
Feilhaber er også blevet udtaget til Gold Cup for det amerikanske landshold, men han skal kun spille en enkelt kamp. Den kamp bliver, måske, spillet den 8. juli, når USA møder Honduras i Washington. Måske, fordi der i øjeblikket hersker urolige forhold i Honduras på grund af et statskup.
Umiddelbart efter kampen sætter Feilhaber kursen mod Danmark, således at han kan starte træningen for AGF den 10. juli og dermed være med i de sidste forberedelser op til sæsonpremieren den 20. juli, hvor AGF på hjemmebane skal møde AaB.