- Fedt at være tilbage

Lars Ulrich og Metallica er tilbage i Horsens

12:47

1 af 2

Metallica med danske Lars Ulrich bag trommerne spiller tirsdag aften ved Fængslet i Horsens foran 35.000 fans.

TV 2 | ØSTJYLLAND har mødt trommeslageren i Fængslet til en længere snak om Danmark, Metallica og tirsdagens koncert i Østjylland.

Det er kun to år siden, at Lars Ulrich og Metallica spillede i Horsens sidst.

- Det er et genialt sted at spille det her (Horsens, red). Vi spillede på Roskilde Festival sidste år og i Forum i København i 2009, så det er fedt også at komme og spille i Jylland, siger trommeslager Lars Ulrich til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Og han er ikke færdig med at rose spillestedet i Horsens.

- Der er en virkelig god og unik vibe her. Det er fedt at være tilbage, siger Lars Ulrich.

Bandet har boet i Danmark i flere dage, og trommeslageren forklarer, at det ikke kun er ham, men også resten af Metallica, som har et specielt forhold til Danmark.

Og derfor kan det sagtens være, at bandet snart kommer tilbage.

- Nu har vi spillet i Danmark tre somre i træk, så måske kommer vi også næste sommer. Vi kan jo ikke holde os væk fra Danmark så længe, siger Lars Ulrich.

Han mener, at bandet bliver bedre og bedre selvom alderen bliver højere og højere.

- Vi spiller bedre, er i bedre form, og vi har det fysisk og psykisk bedre, end vi har haft det i årevis. Så længe kroppen fungerer, så kører vi, siger Lars Ulrich, der sidste år fyldte 50 år.

Du kan se et længere interview med Lars Ulrich i indslaget over artiklen.