Fede tider for rotter

Kloakerne i Århus er dårligt vedligeholdt, og det giver gode betingelser for rotterne.

Rotterne i de århusianske kloakker har alt for gode betingelser, fordi byens kloaker er for dårligt vedligeholdt. Det skriver Århus Stiftstidende.

Ifølge Mogens Henze, som er professor i spildevand ved Danmarks Tekniske Universitet, bliver danskerne nødt til at bruge op mod to milliarder kroner mere på kloakkerne - hvert år.

Afdelingsleder Claus Møller Pedersen fra Vand og Spildevand ved Århus Kommune bekræfter, at Århus tumler med et større efterslæb i renoveringen af kloakkerne.

Efter hans vurdering var der stort set ingen renovering af kloakkerne før midten af 1980'erne - med mindre det var strengt nødvendigt. Det betyder nu, at omkring 20 procent Århus Kommunes kloakker trænger til at blive udskiftet.