"Faxe": Fantastisk resultat
Randers FC's træner, John "Faxe" Jensen, er lykkelig for 1-0 sejren over litauiske FK Suduva i kvalifikationen til Europa League.
På en meget våd bane lykkedes det for Randers FC at hive en 1-0 sejr med hjem fra Litauen, da holdet torsdag aften gæstede FK Suduva i 2. kvalifikationsrunde til Europa League, den turnering som tidligere var kendt som UEFA-cuppen.
Dagen derpå har Randers FC's markante træner John "Faxe" Jensen svært ved at få armene ned.
- Det er et fantastisk resultat. Især når man tænker på de omstændigheder, vi spillede under (en meget våd bane, red.), og at modstanderne var bedre, end vi havde regnet med, siger en glad John "Faxe" Jensen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
"Faxe" vil dog ikke fremhæve en enkelt spillers præstation:
- Jeg vil helst rose hele holdet. Der blev fightet og også spillet godt fodbold ind i mellem, lyder det fra træneren.
Kronjyderne er allerede hjemme igen, de tog en flyver fra Vilnius sent torsdag aften, og fredag klokken 11 står den på en let omgang træning.
Returkampen bliver spillet på torsdag i Randers.